Efter blot 13 minutters spilletid havde Ajax bragt sig foran 0-2. Efter kort tid på banen så det derfor allerede skidt ud for FC Midtjylland i deres tredje kamp i Champions League-gruppespillet.

LÆS OGSÅ: Priske: “Det er utilgiveligt”

Det lykkedes ganske vist Anders Dreyer at score kort efter, men midtjyderne kom dog ikke tættere på et point. Til trods for dette, er FCM-anfører Erik Sviatchenko tilfreds med midtjydernes præstation:

“Ja, tag de første fem minutter væk, så har vi meget ære af kampen. Men jeg er ærgerlig over, vi lukker et mål ind så tidligt. Det er noget hø, at vi står med nul point, men bedre end første kamp,” udtalte han til TV3+ efter kampen.

For seerne var anden halvleg ikke just interessant. Det var tydeligt, at det for Ajax handlede mest om at holde FC Midtjylland væk fra chancer. Alligevel synes Erik Sviatchenko, at de formåede at være godt med.

“Jeg synes anden halvleg er lige langt hen af vejen, men den afgørende chance, hvor vi er helt fri, den kommer ikke,” sagde han også til TV3+ efter Ajax-nederlaget.

LÆS OGSÅ: Ajax-træner: “Midtjylland er et irriterende hold at spille mod”

Efter nederlaget og manglende point mod Ajax har FC Midtjylland nu fire point op til både Ajax og Atalanta. I næste runde er der returkamp mod Ajax, hvor hollænderne tager imod i Amsterdam.