Der er meget, der tyder på, at Nicolai Jørgensen er fortid i Feyenord efter denne sommer. Det har klubbens nye cheftræner Arne Slot gjort klart.

LÆS OGSÅ: Damsgaard rygtes til storklub

Det har fået den tidligere Feyenoord-træner Dick Advocaat til at udtale sig om danskeren. Han var træner i klubben fra 2019 og frem til denne sommer, hvorfor han har et indgående kendskab til den danske spiller.

I et interview med De Oranjezomer, gjorde Advocaat det klart, at han mener, at Nicolai Jørgensen har underpræsteret de seneste tre år. Han fremhævede dog også, at han har været hårdt ramt af skader i de seneste tre år.

“Han er en god dreng, men i de sidste tre år har han underpræsteret i forhold til, hvad han har fortjent,” lød det fra Dick Advocaat til De Oranjezomer.

“Han var en del skadet, og hver gang, man tænkte, at nu var han tilbage, kunne han kun spille 45 minutter eller måtte helt ud. I øjeblikket er han ikke stærk nok,” fortsatte han.

Derudover afslørede han også, at den danske spiller allerede sidste år gav udtryk for, at han havde et ønske om at forlade Feyenoord. I samme ombæring sagde han også, at han nu har været i klubben i fem år, og at han på et tidspunkt skal væk.

Advocaat sagde også, at det vil lette på lønbudgettet i den hollandske klub, hvis Jørgensen beslutter sig for at søge nye græsgange i det kommende transfervindue. Han er nemlig en af de bedst betalte spillere i klubben.

“Hvis Jørgensen tager væk, vil en stor lønpost forsvinde. Jeg ved ikke præcis hvor meget, men han er én af dem, der tjener meget,” fortalte Advocaat.

LÆS OGSÅ: Eriksen-erstatning til lægetjek i Inter

Den 30-årige Nicolai Jørgensen har kontrakt med Feyenoord et år mere. I den netop overståede sæson blev det til 29 kampe for Feyenoord, hvori han bidrog med fem mål.

author avatar
Nicolai Busekist