Efter Viborgs sejr mod FC København er der lagt pres på både AGF og FC Nordsjælland i kampen om at holde Viborg bag sig.

Og netop de to hold skal møde hinanden i aftenens kamp. De to hold skal kæmpe om tre point på Right to Dream Park i Farum, og AGF er optimistiske i jagten på endnu en sejr.

Sidst de to hold mødtes på FC Nordsjællands hjemmebane kunne AGF køre hjem til Fredensvang med en 1-0 sejr i bagagen. Men holdet fra Farum lægger sig ikke ned frivilligt, og det bliver uden tvivl en hård kamp om at sikre sig en vigtig pointforskel til Viborg og samtidig blande sig i kampen om de helt sjove placeringer.

Tobias Bech er de sidste kampe blevet en central spiller i AGF. Han udtrykker både optimisme og realisme forud for kampen. “Det bliver en svær kamp og det er altid en udfordring, når man møder FC Nordsjælland – især på deres bane. Men vi er et godt sted og skal over og jagte de tre point og se om ikke vi kan fortsætte vores gode momentum,” siger Bech til AGFs egen hjemmeside.

Han understreger vigtigheden af at stå kompakt som et hold og udnytte chancerne med bolden for at sikre en sejr.

FC Nordsjællands spillestil er kendt for at være tilpasset deres egen kunststofbane, og den kræver en helt særlig forberedelse.