Bayern München skulle være iblandt flere europæiske topklubber, der gerne vil sikre sig algeriske Youcef Atal, der spiller højreback i Nice.

Bayern München har allerede købt ind til defensiven forud for næste sæson. Lucas Hernandez lander fra Atletico Madrid til en pris på cirka 588 millioner kroner, ligesom Benjamin Pavard bliver en del af holdet, købt i Stuttgart for cirka 268 millioner kroner. Men ifølge Daily Telegraph skal der flere nye folk til i bagkæden hos den sydtyske klub. 22-årige Youcef Atal, der spiller højreback – og indimellem kantspiller – hos Nice, har imponeret i sin første sæson i den franske klub, så Bayern München har bemærket den algeriske landsholdspiller og skrevet ham på ønskelisten. 

Atal bliver anset som et af de største talenter på sin position i europæisk fodbold i øjeblikket, og også Atletico Madrid og Chelsea skulle også være interesseret i at hente ham. Det vurderes, at hans prisskilt ligger i omegnen af 260 til 300 millioner kroner. 

De to franskmænd, Lucas Hernandes og Benjamin Pavard, er ligeledes backs, og spørgsmålet er, om Bayern vil hente yderligere en spiller til de områder af banen. Som Bayern Strikes skriver, så er Youcef Atal et for stort talent til at have bænken. Han skal have fast spilletid for at udvikle sig, og hvis der skal blive plads til ham i startopstillingen hos de tyske mestre, vil det kræve, at klubbens træner Niko Kovac rykker Joshua Kimmich frem på midtbanen. 

Bayern er godt på vej til at sikre sig endnu et tysk mesterskab. Der mangler tre runder i Bundesligaen, og klubben ligger nummer ét med to point ned til forfølgerne fra Borussia Dortmund.  Men et mesterskab er som bekendt ikke nok for den sejsvante klub og deres tilhængere, og derfor antages det også i flere medier, at der vil ske markante udskiftninger i truppen forud for næste sæson.