Blot 20-årige Rasmus Højlund er i den grad kommet på fodbolddanmarks læber i løbet af 2023.

Ikke nok med, han fik debut for landsholdet, hvor han har kvitteret for Hjulmands tillid ved at lave seks mål i løbet af otte kampe – selvfølgelig medregnet hattricket mod Finland i 4-1-sejren i marts.

Udlandet har imidlertid også fået øjnene op for den danske angriber, og hvis man var i tvivl om, hvorvidt det var tilfældet, fik man det i hvert fald bekræftet i sommers.

Her skiftede Højlund som bekendt til mægte Manchester United for den nette sum af en halv milliard kroner.

Starten i traditionsklubben er ikke forløbet helt uden problemer, da det unge stjerneskud var hæmmet af en skade i starten – men siden er det blevet til otte kampe, tre mål og en overflod af roser fra både holdkammerater, træner og medier.

Derfor er der heller ingen tvivl om, at hvis Højlund er frisk, er han førstevalget i Manchester Uniteds angreb. Og nok med længder.

Spilletid var afgørende

Lige nu er Højlund samlet med landsholdet i Helsingør inden de to EM-kvalifikationskampe mod Kasakhstan og San Marino lørdag og tirsdag, men den unge man blev alligevel tvunget til at forholde sig til sin nye klubtilværelse.

Her fortalte Rasmus Højlund den fremmødte presse, at han ikke er overrasket over, at han har fået så meget spilletid, som han har – for det var faktisk også et krav for ham.

Forstået på den måde, at han ikke havde sagt ja til kontrakten, hvis han havde kunnet se frem til en tilværelse som reserve.

Heldigvis har De Røde Djævles træner, Erik ten Hag vist sit nyindkøb stor tiltro, og Højlund ser da også fine muligheder for at spille en masse fodbold, når klubben trods alt er med i tre turneringer.

“Vi skal jo være skuffede”

Resultatmæssigt kan man imidlertid ikke sige, at Højlund har fået en fantastisk start på tilværelsen i England.

United har nemlig haft en mildest talt usikker start på sæsonen og indtager lige nu en ydmyg tiendeplads i Premier League, ligesom traditionsklubben også har tabt de første to kampe i Champions League.

Og Rasmus Højlund lægger da heller ikke skjul på, at der ikke er super stemning i omklædningsrummet på Old Trafford.

“Hvis man ikke vinder fodboldkampe, skal man være skuffet. Især hvis man er Manchester United. Og vi har ikke vundet alverdens med kampe. Det er klart. Det er ikke, fordi man hænger med hovedet, men vi bliver nødt til at se frem mod næste kamp hele tiden. Vi skal jo være skuffede, når vi ikke vinder fodboldkampe. Vi er jo Manchester United,” lyder det fra danskeren ifølge Tipsbladet.

Næste chance for at vinde med Manchester United er på udebane mod Sheffield United lørdag den 21. oktober klokken 21.00.