FC Barcelona vil konkurrere med Real Madrid om at hente Kylian Mbappé, der ses som et økonomisk bedre alternativ til Erling Haaland.

Den catalanske storklub har i lang tid været kædet sammen med Erling Haaland. Faktisk har flere spanske medier skrevet, at nordmanden er blevet udpeget som klubbens primære transfermål.

Nu ser det dog ud til, at de er begyndt at overveje andre alternativer. Ifølge franske L’Equipe planlægger Barcelona nemlig et forsøg på at stjæle Kylian Mbappé for næsen af ærkerivalerne fra Real Madrid.

PSG-stjernen har længe været sat i forbindelse med et skifte til Real Madrid på en fri transfer. Nu har Barcelona dog planer om at blande sig, hvilket man næppe havde forventet på Santiago Bernabeu.

Årsagen er, at den catalanske klub ser ham som en økonomisk bedre mulighed end Erling Haaland, der kan ende med at koste op mod 300 mio. euro. Og Barcelona forventer altså, at Mbappé vil være billigere at hente.

Hvorvidt Kylian Mbappé selv er villig til at overveje et skifte til Barcelona, er dog svært at spå om. Franskmanden har nemlig været meget åben omkring, at han ønsker at spille for Real Madrid på et tidspunkt i sin karriere.

Ikke desto mindre ser det ud til, at Barcelona har planer om at forsøge at forhindre franskmandens skifte til Real Madrid, ved selv at hente ham til Camp Nou.