Sergio Busquets’ kontrakt med FC Barcelona udløber efter denne sæson. Derfor er der en chance for, at han forlader den spanske storklub.

Sergio Busquets skal snart træffe en stor beslutning. Den 34-årige stjerne skal nemlig gøre op med sig selv, om han vil blive i FC Barcelona eller forlade klubben til sommer.

FC Barcelona er klar til at give Busquets en ny kontrakt, men de kræver, at han går markant ned i løn. Er han ikke åben for dette, kan det derfor ende med et klubskifte for den spanske veteran.

Han har været kædet sammen med flere klubber i de seneste måneder, men det siges, at han primært har fået tilbud fra USA og Saudi-Arabien.

Mundo Deportivo skriver, at Busquets forventer at træffe sin beslutning i den kommende landsholdspause, hvorefter der sandsynligvis vil blive meldt noget ud om det.

Beslutter han sig for at forlade Camp Nou, er han bl.a. blevet tilbudt en kontrakt af Al-Nassr, der siges at være klar til at betale ham 18 mio. euro (135 mio. kr.) om året.