Gareth Bale er blevet mødt af en byge af kritik i denne sæson, men Real Madrids fans er gået over stregen, mener waliserens agent.

”Denne generation af Real Madrid-fans vil komme til at snakke om Gareth’s mål i årevis. Egentlig burde de skamme sig. Gareth fortjener den største grad af respekt. Den måde, Real-fansene har behandlet ham på, har været vanærende.” 

Bales agent, Jonathan Barnett, lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af kongeklubbens tilhængere i et interview med SkySports. 

”I de seks år han har spillet i Spanien, har han vundet alt. Han er en af verdens bedste spillere. Fansene burde kysse hans fødder,” siger agenten. 

Den 29-årige waliser blev buhet ud af hjemmepublikummet, da han blev skiftet efter 61 minutter i opgøret mod Barcelona, som udeholdet vandt 1-0.

Gareth Bale imponerede ikke med sin præstation, som blot har sat endnu mere skub i rygterne om hans forestående afsked med Real Madrid. Men det afviser hans agent skulle være på tale, ligesom han benægter, at Bale har haft svært ved at finde sig til rette i Spanien.

”På trods af, hvad de spanske medier skriver, så er han glad, han taler nogenlunde spansk, og han har ingen problemer med resten af truppen. De mennesker, der skriver disse ting, ved intet om ham. Der har ikke været som meget som én reel diskussion om, at Gareth skulle være på vej væk fra Madrid. Han skal ingen steder til sommer. På trods af rygterne, er han tilfreds, og han vil gerne blive hos Real, og klubben vil gerne beholde ham.”

Gareth Bale har scoret 15 mål i samtlige turneringer for Real Madrid i denne sæson. Efter weekendens nederlag har klubben 12 point op til Barcelona på førstepladsen.

I Champions League ser det mere lyst ud, hvor Real Madrid vandt det første opgør i ottendedelesfinalen med 2-1 på udebane mod Ajax. Der er returopgør på tirsdag.