Det begynder efterhånden at haste for Barcelona, der skal nedbringe deres samlede lønomkostninger og sikre Lionel Messis kontraktforlængelse snarest, hvilket de endnu ikke har formået at gøre.

LÆS OGSÅ: Piqué åbner op om Messis kontraktsaga

Den catalanske klub har nemlig fået en deadline, der hedder 13. august. Hvis ikke de har formået at nedbringe lønomkostninger samt indgået en ny kontrakt med Messi før eller på denne dato, er det for sent.

Hvis de ikke når det forud for denne dato, vil det betyde, at spillerne kommer til at fortsætte med samme høje lønninger i den kommende sæson. Dertil vil det også betyde, at de ikke når at registrere Messi til at spille i La Liga i 2021/22-sæsonen.

Camp Nou-klubben arbejder allerede på at nå i mål med begge dele. De er nemlig i gang med at forhandle med både Gerard Piqué, Sergi Roberto, Sergio Busquets, og Jordi Alba, som de forsøger at få til at gå hele 60% ned i løn.

På trods af, at spillerne har givet udtryk for, at de har forståelse for den økonomiske situation i Camp Nou-klubben, er der dog endnu ingen af dem, der har skrevet under på en kontraktforlængelse.

LÆS OGSÅ: Atletico Madrid-præsident giver opdatering på Griezmann

Messi virker desuden ikke som en mand, der er synderligt stresset over kontraktsituationen, da han netop er rejst på ferie på Ibiza, hvor han blandt andet holder ferie sammen med Cesc Fabregas og Luis Suarez samt deres familier.