Barcelona har efter sigende indkaldt repræsentanterne for to af klubbens veteraner, Sergio Busquets og Jordi Alba, til forhandlingerne om deres fremtid i klubben.

LÆS OGSÅ: Barcelona har udset sig 26-årig brasilianer som afløser for Neto

Ifølge Catalunya Radio har Barcelona intentioner om at kræve, at de to spillere går ned i løn. Mediet beretter desuden, at begge spillere skulle være indstillet på at acceptere en lønnedgang.

Problemet er dog, at der er ingen af de to spillere, der ønsker at starte forhandlingerne, uden at vide, hvem der står i spidsen for holdet i den kommende sæson.

Ronald Koeman er nemlig ikke garanteret en plads i trænersædet i næste sæson. Derimod skulle han være blevet fortalt af Joan Laporta, at klubben vil bruge et par uger på at undersøge potentielle afløsere.

Busquets og Alba ønsker derfor at udskyde deres kontraktforhandling, indtil det definitivt er besluttet, hvem der træner klubben i næste sæson.

Begge spiller fik regelmæssig og fast spilletid under Koeman i denne sæson. Det er dog noget, der nemt kan ændre sig, hvis Laporta beslutter at erstatte hollænderen.

Derudover ser det også ud til, at Barcelona har intentioner om at lave lidt ændringer på midtbanen. Det siges nemlig, at Georginio Wijnaldum er tæt på at underskrive en kontrakt forud for den kommende sæson.

LÆS OGSÅ: Belgisk træner på radaren som afløser for Koeman som Barca-træner

Desuden er klubben også blevet sat i forbindelse med en række spillere, der vil kunne give Alba konkurrence om spilletiden. De er bl.a sat i forbindelse med AZ Alkmaars Owen Wijndal, men overvejer også at udtage Alejandro Balde fra Barca B til førsteholdet.