Til januar er det tid til at stemme ved præsidentvalget i FC Barcelona. Her skal der selvfølgelig findes en ny præsident, som skal overtage efter Josep Maria Bartomeu. Et stort omdrejningspunkt for valget har været, hvorvidt det er muligt at beholde Lionel Messi i klubben.

LÆS OGSÅ: Sådan planlægger Joan Laporta at holde Messi i FC Barcelona

FC Barcelonas kaptajn og talisman har kort tid tilbage af sin kontrakt, da den udløber til sommer. Den catalanske storklub kæmper for at holde ham i klubben, men det har vist sig at være svært, da de på samme tid også kæmper med en presset økonomi.

Der er dog en række præsidentkandidater, der er sikre, at det er netop deres projekt, der kan ende med at få Lionel Messi til at forlænge sin kontrakt. Helt så sikker i sin sag er Agusti Benidito dog ikke. Han mener derimod, at Messi er i gang med sine sidste dage på Camp Nou.

“Vi ønsker alle, at han fortsætter i Barcelona. Men i sommer hørte jeg ham også sige, at han ville væk, og den beslutning blev nok ikke truffet på baggrund af, at han havde en enkelt dårlig dag,” fortæller Agusti Benidito til Radio Marca, og følger op:

“Så først og fremmest skal Messi ændre holdning til tingene, for hvis hele Europa bejler til Messi og det bliver et spørgsmål om økonomi, kan vi intet stille op,” siger han.

LÆS OGSÅ: Barcelona-fans ønsker ham solgt: “Han skulle være solgt for længe siden”

Det er dog ikke engang sikkert, at det bliver aktuelt for en ny præsident at forhandle med Lionel Messi, da han kan være tabt for den spanske klub den 24. januar, hvor den nye præsident vælges. Allerede fra årsskiftet kan han nemlig skrive kontrakt med en ny arbejdsgiver.