Det lykkedes for danske Martin Braithwaite at lave to flotte oplæg, da FC Barcelona onsdag vandt 3-0 over Elche i La Liga.

LÆS OGSÅ: Koeman ved, at der fortsat er plads til forbedringer

Det var den danske angriber både glad for og tilfreds med. Derfor slår han også fast, at det bestemt ikke bliver sidste gang, at han kommer til at lave oplæg. Det gjorde han klart over for det spanske medie Mundo Deportivo.

“Det er vist første gang, jeg laver to assists i en kamp, men det vil ikke være sidste gang,” lød det fra Braithwaite med et smil på læben til Mundo Deportivo.

“Jeg så Messi og prøvede at hjælpe ham med at score, ligesom med Alba ved det tredje mål. Jeg har det også godt med at assistere, selvom jeg ikke scorer,” fulgte han op.

Derudover slog han også fast, at det var en vigtig kamp at vinde, da de ikke var tilfredse med deres tidligere resultater. Samtidig sagde han, at deres fokus nu er et godt resultat i opgøret mod Sevilla, som de skal spille imod på lørdag.

“Det var meget vigtigt at vinde denne kamp, da vi ikke var tilfredse med vores tidligere resultater. I anden halvleg var spillet også mere flydende. Nu er det tid til at fortsætte i lørdagens kamp mod Sevilla,” sagde den danske angriber også til Mundo Deportivo.

LÆS OGSÅ: Glad Braithwaite med besked til Barca-fans

Efter Barcelonas sejr over Elche, er de nu at finde på en tredjeplads i La Liga, hvor de har fem point op til Atletico Madrid, der dog har en kamp i hånden.