FC Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu må i den grad have haft nerverne uden på tøjet i løbet af de seneste par dage, og det har der været ganske god grund til.

Præsidentkandidater i FC Barcelona har nemlig i løbet af den seneste tid indsamlet underskrifter, så de kunne vælte den siddende præsident med et mistillidsvotum.

I går manglede der fortsat mere end 2.000 underskrifter, før det kunne lade sig gøre, men i dag med blot tre timer til deadline, er det lykkedes at få de krævende 16.521 underskrifter fra FC Barcelona-medlemmer, som var nødvendigt.

Det er sportsjournalisten Marcelo Bechler, der via Twitter breaker nyheden om, at underskrifterne er blevet indsamlet, og dermed kan de vippe Bartomeu af pinden.

Bliver han væltet?

Med de mere end 16.000 underskrifter kan præsidentkandidaterne nu stille et mistillidsvotum mod præsident Josep Maria Bartomeu, og dermed skal bestyrelsen i Barcelona nu stemme om, hvorvidt præsidenten skal forlade posten eller ej.

Det vil kræve 66,6 % af stemmerne, hvis det skal lykkes at vippe Bartomeu af pinden, og hvis det sker, så vil der blive udskrevet præsidentvalg med det samme.