Dani Alves har gjort det økonomisk nemt for Barcelona at hente ham retur. Han har nemlig accepteret at være den dårligst betalte spiller i truppen.

Xavi havde et stort ønske om at bringe Dani Alves tilbage til Barcelona. Det var Dani Alves med til at gøre ganske nemt for den catalanske storklub.

LÆS OGSÅ: Xavi vil hente Liverpool-midtbanespiller

Den brasilianske forsvarer havde nemlig ikke specielt høje krav til sin løn. Han har i højere grad haft fokus på at ville hjælpe den catalanske klub i en svær tid.

Den catalanske avis SPORT skriver, at Dani Alves derfor har accepteret, at han bliver den dårligst betalte spiller i truppen, hvis man udelukkende ser på grundlønnen.

Det vil sige, at han er den dårligst betalte spiller ift. den løn, spillerne er garanteret, uanset resultaterne. Alves har dog fået indskrevet variabler i sin kontrakt, som kan hæve hans løn.

Avisen skriver også, at Alves oprindeligt havde et ønske om at få en kontrakt med Barcelona, der ville gælde de kommende 12 måneder, så han kunne holde sig i gang frem til VM i Qatar.

Han er dog endt med at acceptere et tilbud om en kontrakt, der løber resten af sæsonen. Når sæsonen er slut, vil Barcelona vurdere, om de vil forlænge med yderligere en sæson.

Tidligere har der været rygter om, at den 38-årige brasilianer skulle have accepteret en løn på blot 1 euro i måneden. Disse rygter er dog blevet afvist.

LÆS OGSÅ: Medie: Juventus-profil tilbudt til Barcelona

Dani Alves bliver officielt præsenteret onsdag kl. 14. Han træner desuden allerede med resten af førsteholdet i denne uge, men kan først spille med i kamp fra den 1. januar 2022.