Søndag aften får AGF muligheden for at stryge helt til tops i Superligaen. Det kræver dog, at de er i stand til at tage tre point med fra hjemmekampen mod FC København.

LÆS OGSÅ: AGF-kvartet fortsat ude til FCK-opgør

Hovedstadsklubben har ikke just fået den bedste start på denne sæson. De har kun formået at skrabe fire point sammen i fem kampe. Dette ændrer dog ikke på David Nielsens syn på kampen, som fortsat tror, at det bliver en svær kamp.

“Vi kommer til at møde et hold fyldt med kvalitet. De er dygtige og er helt sikkert i en situation, hvor de kommer med alt for at gøre det svært for os. Vi glæder os helt vildt til kampen, og det er også for at se vores eget niveau holdt op imod de bedste spillere i ligaen. Det er altid godt,” fortæller han i en video, der er blevet delt på AGF’s Twitter-profil.

Han følger op med at sige, at de er kommet langt i de første fem kampe. Dog understreger han også, at de fortsat mangler at spille mod de bedste spillere i ligaen.

“Vi er kommet et pænt stykke i de første fem kampe og har set nogle gode ting fra os selv, men vi mangler også at spille mod de bedste spillere i ligaen og se, hvor langt vi er kommet der. Det glæder jeg mig meget til at se.”

Til sidst runder han af ved at fortælle, at de har stor respekt for københavnerne.

“Vi har stor respekt for dem, men vi har også en ekstremt stor tro på os selv, i forhold til at vi kan matche deres intensitet og gøre ondt på dem.”

LÆS OGSÅ: AGF-midt inden FCK-kamp: ‘Deres offensive spillere er farlige’

Forud for aftenens opgør mod FCK er AGF at finde på tredjepladsen. De har to point op til FC Midtjylland, der indtager en foreløbig førsteplads. FCK er derimod at finde på en tiendeplads.