Preben Elkjær er netop blevet som formand for DBU’s nye landsholdskomité. Fodboldlegenden vil have skabt en tættere forbindelse mellem danskerne og landsholdet.
Danskernes glæde, stolthed og entusiasme omkring det danske landshold er muligvis ikke lige så stærk, som det var tilfældet engang. Og det skal der gøres noget ved. I hvert fald hvis det står til Preben Elkjær, der onsdag blev udpeget som formand for en ny landsholdskomité, hvis opgave bliver at byde ind med ideer til DBU, som skal udvikle det danske landshold.
”DBU har gjort det meget bredt, så vi kunne i princippet blande os i mange ting, men jeg tror, at det gælder om at fokusere. Vi kunne vælge fem ting ud, som vi vil arbejde med det næste år,” sagde den 61-årige landsholdslegende på pressemødet ifølge BT.
Et af de områder, hvor der gerne må ske forandring, er i forholdet med landsholdet og de danske fans.
”Vi vil helt sikkert se på forholdet til fansene for at få den entusiasme til landsholdet, som måske har manglet lidt på grund af de sager, der har været,” siger den tidligere Verona-angriber med henvisning til konflikten mellem DBU og Spillerforeningen i 2018.
”Jeg tror mange af os i komitéen har en idé til, hvordan man kan gøre tingene lidt smidigere, så man kan komme tættere på og få et tættere forhold til dem. Jeg ved, at tiderne er anderledes nu, end da jeg spillede, men alligevel er det vigtigt, at folk føler, at de kan komme tæt på og er en del af det,” siger Preben Elkjær.
Foruden Preben Elkjær består landsholdskomitéen af Benny Olsen, der er næstformand, samt Per Frimann, Lars Jacobsen og Jesper Møller, formand i DBU, Niels Kruse fra Divisionsforeningen, Lykke Friis, der er korrespondent ved Berlingske og tidligere minister, Marianne Løth, som er forhenværende kvindelandsholdsspiller og Lisbeth Kolding fra Kvindedivisionsforeningen.