Hvis man skal tro på, hvad det italienske medie Tuttosport skriver, så er Christian Eriksen fortid i Inter til januar. Han er nemlig ikke en del af Antonio Contes planer, hvilket er årsagen til, at man i klubben arbejder på at skille sig af med den næstbedst lønnede spiller i truppen.

LÆS OGSÅ: Paris Saint-Germain viser interesse i Barcelona-transfermål

Ifølge det britiske medie Daily Mail er der flere klubber, der har holdt et tæt øje med den danske spillers situation i Inter, hvoraf der også er flere af dem, der overvejer at afgive et bud. Det britiske medie skriver, at der er tale om klubber såsom Paris Saint-Germain, Bayern München og Arsenal.

Den 28-årige dansker og italienske Inter har vist sig ikke at være det rette match. Der var ellers store forventninger til ham, da han blev hentet til Inter fra Tottenham et halvt år før hans kontrakt udløb. Samlet set kostede det Inter omtrent 200 millioner kroner at hente ham.

I denne sæson har han ikke fået lov til at starte inde på banen i mere end tre Serie A-kampe. I de to seneste spillerunder er det ikke blevet til mere end seks minutter sammenlagt i den italienske liga. Det vidner klart og tydeligt om, at han ikke er en del af planerne hos Conte.

LÆS OGSÅ: Tidligere Manchester United-profil: “Klubben bør kappe alle bånd”

Eriksens nuværende kontrakt med Inter løber frem til sommeren 2024, hvorfor det bliver nogle lange år, hvis han skal blive i den italienske klub, indtil hans kontrakt udløber.