Det kan godt være, at San Marino ikke kan betegnes som en frygtindgydende modstander.

Ikke desto mindre skal der tre point på kontoen, når Danmark i aften tager imod miniputterne i Parken, og derfor kan vi nok godt forvente en stærk dansk startopstilling.

Og har man sagt stærk dansk startopstilling, må man også sige Christian Eriksen.

I lørdags rundede Danmarks superstjerne 125 landskampe, da Danmark slog Kasakhstan 3-1, og hvis Eriksen, som forventet, kommer på banen tirsdag aften, tangerer han en af Danmarks helt store fodboldlegender.

For hvis han kommer på græsset, vil han tangere Dennis Rommedahls antal spillede landskampe i rødt og hvidt, nemlig 126.

Særligt forhold

På pressemødet før kampen mod San Marino, fortalte Eriksen da også, at han er glad for udsigten til at kunne tangere den gamle højrefløj.

Det bliver ekstra specielt for Eriksen, da Rommedahl var en af dem, der tog godt imod den unge Eriksen, da han i sin tid rykkede til Ajax, og sådan set også, da Eriksen debuterede på landsholdet.

Tirsdag aften kan desuden også blive helt særlig af en anden årsag.

Hvis Simon Kjær kommer på banen, vil hane nemlig gå helt forbi Peter Schmeichel som den danske landsholdsspiller, der har spillet flest kampe for Danmark.

Top ti over fleste kampe for landsholdet

  • Simon Kjær, 129
  • Peter Schmeichel, 129
  • Dennis Rommedahl, 126
  • Christian Eriksen, 125
  • Jon Dahl Tomasson, 112
  • Thomas Helveg, 108
  • Michael Laudrup, 104
  • Martin Jørgensen, 102
  • Morten Olsen, 102
  • Thomas Sørensen, 101