Lørdag smed Hansi Flick lidt af en bombe. Her meddelte han nemlig, at han ønskede at stoppe som træner i Bayern München til sommer.

LÆS OGSÅ: Flick smider bomben: Vil forlade Bayern til sommer

Skal dette blive en realitet, er de to parter dog først nødt til at blive enige om en afsked. Trænerens kontrakt med den tyske storklub løber nemlig frem til 2023.

Efterfølgende har Hansi Flick dog slået det fast, at han endnu ikke har et nyt job på plads. Dog er han villig til at overveje jobbet som tysk landstræner. Det udtalte han til mediet Kicker.

“Fremtiden er slet ikke på plads. Der har ikke været nogen diskussion om det. Naturligvis er DFB en mulighed, som alle trænere skal overveje, men jeg skal fordøje alt først,” sagde han til Kicker, og fortsatte:

“De sidste par uger har ikke været nemme for mig. Derfor var processen med at fortælle klubben og selvfølgelig mit hold ekstremt vigtigt for mig.”

Flick har endnu ikke begrundet sin opsigelse. Derudover har ledelsen i den tyske storklub heller ikke udtalt sig om situationen. Derfor er der endnu ikke mange informationer om den ønskede opsigelse.

LÆS OGSÅ: Avis: Derfor har Messi endnu ikke fået tilbud om kontraktforlængelse

Der svirrer dog rygter om, at Flick og klubledelsen er raget uklar med hinanden i forhold til deres transferstrategi.