Erling Haaland siges at være nået til enighed med en ny klub. Dertil skulle han have sikret sig en ugeløn på 4,4 millioner kroner.

Der har i lang tid været stor tvivl om, hvordan Erling Haalands fremtid ville se ud. Den norske stjerne forventes nemlig at forlade Borussia Dortmund denne sommer.

Det skyldes, at hans frikøbsklausul bliver aktiveret denne sommer, og flere af Europas største klubber har nærmest stået i kø for at få lov til at udløse den.

Nu lyder det dog, at han er nået til enighed med Manchester City om de personlige vilkår. Det tyder derfor på, at det er den engelske storklub, der har vundet kampen om hans underskrift.

Det ser da også ud til, at det i virkeligheden kun har været ganske få klubber, der har kunne kæmpe med. Ifølge Daily Mail har Haaland nemlig sikret sig en ugeløn på hele 500.000 pund, hvilket er svarende til 4,4 millioner kroner.

Premier League-klubben håber på at kunne offentliggøre, at de er nået til enighed Med Haaland ‘i næste uge eller deromkring’, lyder det også fra Daily Mail.

Såfremt der er hold i tallene fra Daily Mail, står Haaland til at kunne kalde sig selv for den bedst betalte spiller i hele Premier League fra sommer. Ikke engang Cristiano Ronaldo har en ugeløn, der kan matche, hvad Haaland skulle have sikret sig i City.