Til trods for, at han havde skrevet under på en kontrakt med FC Barcelona, endte skiftet til klubben ikke med at blive en realitet for danske Daniel Agger.

Det er ikke nogen hemmelighed, at FC Barcelona i sin tid havde stor interesse i at hente Daniel Agger til klubben, men alligevel blev det aldrig til noget.

Den catalanske klub var dog rigtig tæt på at få det til at ske, for den danske stopper havde nemlig allerede skrevet under på en kontrakt med klubben.

Det har han afsløret i programmet ‘Offside’ ifølge bold.dk.

“Det er en lang historie, men hvis jeg skal gøre det kort, så havde jeg faktisk skrevet under med Barcelona,” fortæller han, og fortsætter:

“Men inden det hele var offentliggjort og alle de her ting, så kom der en anden klub ind i billedet og lagde endnu flere penge.”

I Liverpool, hvor han spillede på daværende tidspunkt, syntes man, at det lød positivt, at en anden klub havde meldt sin interesse – og var klar til at betale mere.

Da det viste sig, at det var Manchester City, der var klar til at hente Agger, gjorde han det meget klart for ledelsen, at han ikke ville spille for dem.

“Det er Barcelona, ellers så bliver jeg,” siger han i programmet.

Han forklarer også, at det medførte, at Liverpool kontaktede Barcelona for at fortælle dem om, at prisen var blevet skruet op, hvilket fik handlen til at kollapse.