Gonzalo Higuain har valgt at stoppe på det argentinske landshold. Det har været hårdt med den megen kritik, og mange vil nok glæde sig over, at han er færdig, siger han.
”Min cyklus på landsholdet er forbi. Nu vil jeg følge med fra sidelinjen, og det vil sikkert glæde mange,” konstaterede 31-årige Gonzalo Higuain over for FoxSports.
Argentineren blev lejet ud til Milan fra Juventus med en købsoption i sommer, men i januar måned blev han lånt ud til Chelsea, hvor han foreløbig ikke har gjort sig voldsomt bemærket. Nu har Higuain valgt at stoppe på det argentinske landshold og i stedet fokusere på sin klubkarriere.
Han nåede at spille 75 landskampe og score 31 mål, men har ikke været i den argentinske trup siden VM i 2018. Han har været med til at tabe tre store finaler for Argentina (VM i 2014 og Copa America i 2015 og 2016) og har ofte været genstand for heftig kritik fra de passionerede argentinske landsholdstilhængere.
”Folk husker de mål, jeg ikke scorede og ikke de mål, jeg scorede. Jeg er sikker på, at alle jublede over mit mål mod Belgien i kvartfinalen ved VM(i 2014). Når man kritiserer en så voldsomt, så gør det ondt på alle. Jeg så, hvordan min familie led, men jeg gav alt, hvad jeg havde for landsholdet,” fortæller angriberen.
Han mener, at kritikken af landsholdet ofte har været for vidtgående og ude af proportioner.
”Én ting er at sige, at landsholdet ikke indfriede vores ambitioner. Men når folk taler om fiasko, er det meget hårdt. Jeg har truffet beslutningen, fordi jeg vil nyde mere tid med min familie. Jeg vil bruge tid med min datter, men samtidig synes jeg også, at jeg har givet mig fuldt ud for mit land,” siger han til det amerikanske medie.
Gonzalo Higuain siger, at han er fuldt ud dedikeret til Chelsea og vil give alt, hvad han har i Premier League, som han kalder en fantastisk og stærk liga.