John Obi Mikels far blev angiveligt kidnappet, mens Nigeria var til VM i Rusland i 2018. Mens landsholdet spillede mod Argentina, vidste Mikel ikke, om hans far var blevet skudt eller ej. 

Før Nigerias kamp mod Argentina til VM i Rusland, fik John Obi Mikel besked om, at hans far var blevet kidnappet. Det var en anden gang, det skete. Kidnapperne bad angiveligt om cirka 180.000 kroner i løsesum.

Den 31-årige midtbanespiller, der i januar skiftede fra den kinesiske klub Tianjin Teda til Middlesbrough, fortæller nu til BBC, at han ikke vidste, hvilken besked han gik ud til i sagen om hans fars kidnapning, efter kampen. 

”Jeg troede, jeg ville miste min far. Jeg troede, han ville blive skudt på grund af deres krav. De sagde, at de ville skyde ham i hovedet under kampen. Så jeg troede, at jeg nok ville finde ud af, om de havde skudt ham efter kampen,” siger Mikel. 

Den nigerianske stjernespiller fik at vide, at hans far var blevet kidnappet i hjemlandet, mens holdet var på vej til kamp i Skt Petersborg. Han valgte dengang ikke at sige noget til sine holdkammerater, da han ikke ville fjerne fokus fra kampen. 

”Det var svært for mig. Det var hjerteskærende, og jeg vidste, at det ville blive traumatiserende for min far. Men jeg var anfører for holdet, og det var mig, der skulle tage ansvar, så jeg holdt det for mig selv, men det blev i mit hoved i løbet af kampen, og bagefter kunne man se på mig, hvordan jeg havde det,” fortæller han til BBC. 

John Obi Mikel betalte angiveligt løsesummen, og hans far slap uden fysiske men. 

”Det er livet. Det gjorde mig stærkere som person. Jeg kan møde så mange ting og sige til mig selv, at dette vil ikke ryste mig, fordi jeg har været igennem værre. Jeg håber blot, at det aldrig vil ske igen, så min far kan leve resten af sit liv i fred.”