FC Barcelona har indgået en aftale, der betyder, at danske Andreas Christensen kan se frem til mere konkurrence om pladsen i den centrale defensiv.

Andreas Christensen kan i næste sæson se frem til at få mere konkurrence i defensiven i FC Barcelona.

Den catalanske klub er nemlig nået til enighed med Inigo Martinez, som de dermed henter i Athletic Club på en fri transfer til sommer. Det melder journalisten Gerard Romero.

Den spanske journalist mener at vide, at Martinez har indgået en aftale med Barcelona om, at han skifter til Camp Nou, når hans kontrakt udløber til sommer.

Den 31-årige forsvarer har i lang tid været på radaren i Barcelona, men sidste år valgte de at prioritere at hente Jules Koundé.

Nu ser det ud til, at Martinez får opfyldt sit ønske om at skifte til Barcelona, hvilket ifølge spanske Mundo Deportivo længe har været en drøm for ham.