Der har været mange spekulationer om, hvorvidt det spanske talent, Riqui Puig, skulle blive i Barcelona eller udlejes for at få mere spilletid.

Nu er der dog ikke længere grund til spekulationer. Den catalanske midtbanespiller er nemlig definitivt blevet tilknyttet førsteholdet. Det er blevet bekræftet, og derfor bliver han i klubben.

Det er ikke blevet officielt bekræftet af Barcelona selv, at Riqui Puig bliver i klubben. Dog har den spanske avis Sport erfaret, at klubben har indskrevet ham som ligaspiller.

På La Ligas officielle liste over ændringer i transfervinduet er Riqui Puig angivet som ny spiller for FC Barcelona. Desuden er det også angivet, at han kommer fra Barca B.

Tingene har ændret sig

For et par uger siden blev trøjenumrene i FC Barcelona fordelt. På dette tidspunkt var der ikke nogen trøje til Riqui Puig.

I samme ombæring udtalte Ronald Koeman, at han mente, at Puig burde lade sig udleje til en anden klub, så han kunne få noget mere spilletid, end i Barca.

Desuden blev det også understreget, at det bliver svært for ham at få spilletid i Barca, hvor konkurrencen på midtbanen er stor.

Derfor har der også hele tiden været klare indikationer af, at den 21-årige midtbanespiller var på vej væk. Sådan endte det dog ikke med at blive.

Riqui Puig har angiveligt hele tiden været indstillet på at blive i den catalanske storklub, hvor han ville kæmpe for at få sin chance. Nu får han sin vilje, og det er tid til at vise sit værd.