Det katolske overhoved anerkender, at Leo Messi er en dygtig spiller, men lægger afstand til gudsdyrkelsen af den argentinske superstjerne. 

Leo Messi har vundet Den Gyldne Bold fem gange, det spanske mesterskab ni gange, Copa del Rey seks gange og Champions League fire gange i sin tid hos FC Barcelona, hvor han har scoret næsten 600 mål, og den 31-årige argentiner fortsætter med at banke kasser ind for den spanske topklub.

Derfor er det måske fristende at kalde Messi for gud. Men her trækker Pave Frans en streg i sandet. Til den spanske tv-station La Sexta, siger det katolske overhoved, at betegnelsen gud altså går an at sætte på den målfarlige fodboldspiller. 

”I teorien er det helligbrøde at sige sådan. Det burde ikke blive sagt. Jeg tror ikke på det, ” sagde den fodboldglade pave i interviewet, hvor journalisten gør opmærksom på, at han mener, at Messi er gud. 

”Det gør jeg ikke, ” svarer paven med et grin.

”Folk kalder ham gud, ligesom de vil sige, at de tilbeder en person. Men det er kun gud, der kan tilbedes. Det er en populær måde at udtrykke sig på, når folk siger, at han er en gud med bolden. Han er fantastisk at se på, men han er ikke gud.”

Pave Frans deler nationalitet med Messi og er selv medlem af den argentinske fodboldklub San Lorenzo. De to herrer mødtes tilbage i 2013, og paven har – som SkySports skriver – selv hyldet Messi som den bedste fodboldspiller nogensinde, foran Pelé, Diego Maradona og Cristiano Ronaldo. Barcelonas fans kalder ofte Messi for ”D10S” – en kombination af det spanske ord for gud: dios og nummer 10, som er hans spilletrøje. 

Måske paven i så fald kan gå med til, at Leo Messi er det tætteste, man kommer på en gud på fodboldbanen.