Midtbanespilleren Nicolai Poulsen ser ud til at være ny mand i AGF-trøjen fra næste sæson. 

Der har længe svirret rygter om, at den 25-årige midtbanespiller Nicolai Poulsen skifter fra Randers FC til AGF. Tilbage i februar måned sagde spilleren selv til Randers Amts Avis, at han ikke var blevet præsenteret for et kontrakttilbud af AGF. Men nu skriver Ekstra Bladet, at aftalen mellem parterne er ved at blive bekræftet, og Nicolai Poulsen skulle have skrevet under på en fem-årig kontrakt med de østjyske lokalrivaler fra Aarhus

I januar måned stod det klart, at Poulsen – der har spillet i Randers FC hele sin karriere, bortset fra en lejeaftale i Sarpsborg i Norge i en halvsæson i 2017 – ikke ville forlænge sin aftale med klubben.  Dengang meldte Randers FC ud, at spilleren så ud til at tage imod et økonomisk set bedre tilbud fra en anden dansk klub, som efter alt at dømme er AGF.

”Vi har strakt os så langt, vi kunne og givet Nicolai et godt tilbud om at forlænge kontrakten. Han er anfører, har Randers FC-DNA’et i blodet og har været en af de bærende spillere i genopbygningen af klubben det seneste år, men har andetsteds fra fået et tilbud, vi hverken kan eller vil matche. Vi havde håbet, at vores anfører ville vælge os til på grund af den måde, vi gør tingene på og den indflydelse og betydning, han har haft for holdet og klubben og omvendt, men det bliver altså ikke tilfældet,” sagde Randers FC’s sportslige og kommercielle direktør Søren Pedersen til BT i januar. 

I AGF vil Nicolai Poulsen blive genforenet med Jakob Nielsen, der var sportschef i Randers og i dag er direktør i AGF, samt Peter Christiansen, der også har været både sportschef og chefscout i Randers FC, men som i dag er sportschef i AGF.