UEFA har idømt otte forskellige klubber bøder, da de ikke har overholdt de gældende regler om ‘ingen forfalden gæld’.

De portugisiske klubber Sporting Lisbon og Porto er to blandt flere klubber, der i denne uge er blevet idømt bøder af UEFA. Bøderne er blevet idømt i henhold til de gældende Financial Fair Play-regler.

LÆS OGSÅ: Tottenham henvender sig til Barca-spiller: Vil lokke med stor lønforhøjelse

Sporting Lisbon er blevet idømt en bøde på 250.000 euro (1,8 mio. kr.), mens rivalerne fra Porto skal betale 300.000 euro (2,2 mio. kr.) for ‘manglende overholdelse’ af reglerne.

Det skriver Daily Mail.

I en pressemeddelelse fra UEFA advarer de om, at de otte klubber, der er blevet idømt bøder, kan stå over for yderligere straf. Det vil ske i tilfælde af, at de ikke betaler de forfaldne beløb.

“En betinget udelukkelse fra at deltage i den næste UEFA-klubturnering, som de ellers ville kvalificere sig til i de næste tre sæsoner, medmindre de inden 31. januar 2022 kan bevise, at de har betalt de udestående forfaldne beløb,” skriver UEFA.

De andre seks klubber, der er blevet idømt bøde er Real Betis (Spanien), Astana (Kasakhstan), CFR Cluj (Rumænien), CSKA Sofia (Bulgarien), Mons Calpe (Gibraltar) og Santa Clara (Portugal).

De otte klubber har altså fået en frist til 31. januar næste år. Inden da skal de have betalt deres udestående gæld. Har de ikke gjort det, risikerer de at blive udelukket fra turneringer afholdt af UEFA, hvilket kan koste dem dyrt.

I artiklen fra Daily Mail fremgår det ikke, hvorvidt de otte klubber har de økonomiske kræfter til at betale den udestående gæld, inden fristen.

LÆS OGSÅ: Bruno Fernandes’ reaktion til Liverpool-fans stikpille går viralt

Derfor vides det ikke, hvorvidt en eller flere af klubberne er i reel risiko for udelukkelse fra UEFA-turneringer.