José Mourinho fortæller, at han regner med at vende tilbage i et nyt trænerjob til sommer. Flere klubber har forsøgt at overtale ham, men uden held. 

Det er tre måneder siden, at José Mourinho modtog sin fyreseddel i Manchester United. Men selvom portugiseren har fået masser af kritik for sin præstationer som manager hos de røde djævle, er han stadig en eftertragtet herre, som ronaldo.com skriver. 

Real Madrids præsident Ramon Calderon har fortalt, at han spurgte Mourinho, om han vil vende tilbage til jobbet som træner i den spanske kongeklub efter fyringen af Santiago Solari, inden præsidenten henvendte sig til Zinedine Zidane.

Men et retur til Madrid for José Mourinho blev efter sigende mødt af modstand fra flere af klubbens spillere, så det forblev ved snakken. Den dobbelte Champions League-vinder fortæller dog til beIN SPORTS, at han har fået flere tilbud fra andre klubber. 

”Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage som træner for en ny klub i juni måned i sæsonens opstartsfase. Jeg ved præcist, hvad jeg ikke vil. Det er grunden til, at jeg allerede har sagt nej til tre eller fire tilbud. Jeg ved, hvad jeg vil – ikke hvad angår et tilbud fra en specifik klub, men hvad angår naturen og dimensionen i jobbet. Jeg ved, hvad jeg vil have, og det kommer jeg til at være klar til,” siger den 56-årige portugiser i videointerviewet herunder.

Udover jobbet i Manchester United har José Mourinho været manager i Chelsea ad to omgange, i Real Madrid, Inter og Porto. Med de to sidstnævne klubber vandt han blandt andet Champions League.

Han er siden fyringen i United blevet sat i forbindelse med et skifte til Benfica, et skifte tilbage til Inter, ligesom han også er blevet rygtet til flere klubber i den kinesiske liga.