Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at Kylian Mbappé har et ønske om at skifte til Real Madrid. Den spanske storklub har dog endnu ikke haft succes med at hente franskmanden. Dette skyldes, at de ikke kan nå til enighed med PSG.

LÆS OGSÅ: Medie: Juventus vil hente Ronaldo-afløser i Real Madrid

Ifølge den franske avis Le Parisien har Real Madrid allerede budt 180 millioner euro plus 10 millioner euro i bonus. Det er svarende til et samlet bud på 1,4 milliarder kroner. På trods af det gigantiske bud, har PSG angiveligt valgt at takke nej indtil videre.

Dette har resulteret i, at Real Madrid har besluttet at tage forhandlingerne til næste skridt. Den franske avis skriver, at Real Madrid har givet PSG besked om, at de vil trække sig fra handlen, hvis ikke der er kommet styr på en aftale senest søndag.

Desuden lyder det fra franske L’Equipe, at Leonardo, der er sportsdirektør i Paris Saint-Germain, har fortalt Mbappé, at de har et stort ønske om at beholde ham, selvom Real Madrid står klar med en stor sum penge. Ifølge L’Equipe kan det dog ikke afvises, at et forbedre bud fra Real Madrid kan ændre på deres syn på sagen.

Såfremt det ikke ender med, at Paris Saint-Germain sælger i løbet af dette transfervindue, står de dog i en skidt situation, hvis de vil have penge for den franske spiller. Hans kontrakt udløber nemlig næste sommer, og han har ikke vist interesse i at skrive under på en ny kontrakt med den franske hovedstadsklub.

LÆS OGSÅ: Avis: Så meget kommer Daramy til at tjene i Ajax

Marca har tidligere skrevet, at en handel kunne være på plads allerede fredag, da de havde information om, at PSG havde tænkt sig at acceptere det seneste bud fra Real Madrid. Det har nu vist sig ikke at være tilfældet.