Xavi har et stort ønske om at hente en ny midtbanespiller til sommer, som skal give konkurrence til og dække af for den 20-årige Pedri.

Flere gange i denne sæson har FC Barcelona været tvunget til at klare sig uden den unge Pedri, hvilket har haft tydelige konsekvenser for den spanske klub.

Det har medført, at Xavi har gjort det klart for ledelsen i den catalanske klub, at han ønsker at hente en midtbanespiller med egenskaber, der minder om Pedris. Det skriver Mundo Deportivo.

Han ønsker derfor at finde en kreativ midtbanespiller, der kan holde bolden under pres, lave præcise aflevering, lægge op til mål samt være en måltrussel i sig selv.

Avisen skriver, at Barcelona har kig på op til flere spillere til denne rolle, men både ledelse og trænerstab ser Manchester City-stjernen Bernardo Silva som det bedste valg.

Viser det sig, at Silva ikke kan hentes, bliver hans holdkammerat Ilkay Gündogan også set som en mulighed. Det skyldes især, at han står uden kontrakt til sommer, hvorfor de vil kunne hente ham på en fri transfer.

Xavi siges også at have et godt øje til Villarreal-veteranen Dani Parejo, som også var på radaren i Barcelona, da Ernesto Valverde stod i spidsen for truppen.

Det vil særligt være Barcelonas Financial Fair Play-situation, der kommer til at afgøre, hvilken af de tre spillere, de målretter deres indsats efter, lyder det fra Mundo Deportivo.