I flere sæsoner har det været et ønske at hente den østrigske landsholdsprofil David Alaba til klubben. Forsvarsspillerens kontrakt udløber efter sæsonen, men hans lønkrav er sandsynligvis ikke i harmoni med Barcelonas nuværende økonomiske situation.

LÆS OGSÅ: Koeman: “Vi har mange spillere, der søger afleveringen”

Kontrakten udløber med Bayern München til sommer, og de kontraktmæssige forhandlinger mellem Alaba og Bayern er brudt sammen. Derfor er Alaba utvivlsomt blandt de mest eftertragtede spillere i europæisk fodbold i det kommende transfervindue. Da han tilmed bliver transferfri, bliver der kamp om forsvareren.

På Camp Nou har de længe haft et ønske om at styrke konkurrencen på venstreback-positionen med Alaba. Desuden er han en meget alsidig spiller, der kan levere i hele forsvaret. Hans høje lønkrav står dog i vejen for et skifte til Barcelona. Det skriver spanske Marca.

I øjeblikket tjener den østrigske stjerne omtrent otte millioner euro om året, og tyske Bayern München har tilmed tilbudt en stigning til 12 millioner euro efter skat i de nu sammenbrudte forhandlinger. Det er et lønniveau, der medfører, at han er helt uden for Barcelonas rækkevidde.

LÆS OGSÅ: Barcelona er ude med riven efter Benfica-angriber

Klubben ønsker at presse endnu en lønnedgang igennem i den nuværende trup, da der er behov for en sundere lønstruktur. Til trods for sin status som transferfri, umuliggør hans lønkrav, at han kan bringes til Barcelona.