Der er fortsat stor tvivl om, hvorvidt Robert Lewandowski forlader Bayern München til sommer. Den tyske klub er nemlig ikke meget for at slippe ham.

Robert Lewandowski har i de seneste måneder været rygtet væk fra Bayern München. Efter sigende har polakken et ønske om at opleve en anden liga, inden det er tid til at stille støvlerne på hylden.

Angiveligt skulle han være særligt interesseret i at spille i La Liga. Derfor har der været mange forlydender om, at et skifte til FC Barcelona ligger i kortene for den 33-årige angriber.

Bayern München er dog ikke meget for at give slip på ham. Derimod ønsker de, at han bliver i klubben, indtil hans kontrakt udløber. Faktisk ser de helst, at han skriver under på en kontraktforlængelse, skriver Mundo Deportivo.

Til trods for, at de ønsker at beholde ham, har de alligevel prissat den polske angriber. Ifølge Mundo Deportivo kræver den tyske storklub minimum 40 millioner euro for ham, hvilket svarer til næsten 300 millioner kroner.

Barcelona menes fortsat at have interesse i den 33-årige angriber, men hvorvidt den catalanske storklub vil lade sig afskrække af en pris på næsten 300 millioner kroner, vides dog ikke.

I sidste ende er det dog Bayern München, der skal træffe den afgørende beslutning. Han har nemlig kontrakt frem til sommeren 2023, hvorfor de kan holde ham frem til da, hvis de ønsker.