Meget tyder på, at Martin Braithwaite går en svær sæson i møde i FC Barcelona. Det er nemlig ikke blevet til meget spilletid under Koeman i denne sæson. Til trods for at have deltaget i halvdelen af kampene, har han kun fået samlet 28 minutters spilletid.

LÆS OGSÅ: FC Barcelona møder et coronasvækket Dynamo Kiev

Det tegner et billede af, at det ikke er Braithwaite, som er Koeman favorit, når der skal skiftes ud i FC Barcelonas offensiv. Danskeren er åbenlyst sidstevalget i angrebet, hvilket særligt ses på spilletiden, da han er den angriber i truppen med færrest minutter spillet.

Mod Getafe fik den danske angriber 10 minutter, mens han fik fire minutter mod Real Madrid, to minutter mod Juventus og 12 minutter mod Alaves. Samlet set er der tale om 28 minutters spilletid fordelt over fire kampe. I de øvrige fire kampe, som holdet har spillet, har han siddet på bænken i alle 90 minutter.

Bagerst i rækken

Det er tydeligt at se, hvilke tanker Koeman har om Braithwaite. Det kan man se, hvis man tager et nærmere kig på, hvornår han er blevet skiftet ind i de enkelte kampe. I kampene mod Getafe, Real Madrid og Alaves var det som en sidste satsning, fordi de var bagud. Desuden er han altid bagerst i rækken af angribere.

Kun en kamp er Braithwaite sendt på banen, hvor de ikke var bagud, og det var mod Juventus. Han fik han dog først spilletid, da uret havde rundet 90 minutter, hvorfor han ikke kunne nå at bidrage med noget. Sandsynligvis handlede det mest om, at den hollandske træner ville give danskeren sin Champions League-debut.

LÆS OGSÅ: Koeman: Dårligste trænerdebut i 49 år

Ændrer Koeman ikke holdning til danskeren, er der ikke just udsigt til, at det bliver til synderligt meget spilletid for angriberen. Tiden må dog vise, om den hollandske cheftræner kommer på andre tanker.