Barcelona har vist interesse for Leeds’ Raphinha – og nu kan en potentiel byttehandel komme i stand.

FC Barcelona skulle være interesserede i at hente Raphinha denne sommer. Faktisk har der været forlydender om, at den spanske klub allerede har afgivet første bud på brasilianeren.

Buddet skulle lyde på 35 millioner euro, hvilket dog ikke har været tilstrækkeligt for Leeds. Den engelske klub har derfor afvist buddet, men nu er en ny mulighed efter sigende dukket op.

Ifølge SPORT har Leeds nemlig henvendt sig til Barcelona, for at vise deres interesse for Óscar Mingueza. Han bliver nemlig set som en ideel forstærkning til defensiven i den engelske klub.

Det kan betyde, at en potentiel byttehandel kan blive en realitet. Mingueza er nemlig blandt de spillere, som den catalanske klub har gjort sig tanker om at sælge til sommer. Han kan derfor meget vel blive sendt til Leeds.

Til gengæld vil Barcelona forsøge at bringe Raphinha den anden vej til en nedsat pris, da Mingueza indgår i handlen.

Barcelona er ganske vist ikke alene om at vise interesse for Raphinha, der også er på radaren i flere andre klubber. Den brasilianske stjerne skulle dog selv have udtrykt interesse i et skifte til Barcelona.

Den 25-årige brasilianer har været en vigtig spiller for Leeds i denne sæson, hvor han har bidraget med ni mål og tre oplæg i 28 kampe.