Det er ikke nogen hemmelighed, at FC Barcelona er på jagt efter en angriber. For at sikre, at de kan hente Lewandowski, vil de tilbyde ham en enorm løn.

Den catalanske klub er meget interesseret i at hente Lewandowski til klubben til sommer. Angiveligt skulle de to parter allerede være nået til enighed om en aftale.

Lewandowski har angiveligt stillet et krav om, at han får minimum en toårig kontrakt. Det ser ud til, at han får dette opfyldt, da Barcelona er klar til at give ham en treårig kontrakt.

Ikke nok med det, så er de angiveligt også klar til at give ham en meget høj løn. Ifølge Sky Germany er de nemlig villige til at give ham en årsløn på intet mindre end 35-40 millioner euro, hvilket svarer til mellem 260 millioner og 297 millioner kroner.

Til trods for, at der fortsat er økonomiske problemer i den catalanske klub, lyder det til, at ledelsen er klar til at betale Lewandowski en løn, der er betydeligt højere, end de andre spillere i truppen.

Det skyldes sandsynligvis, at de er klar over, at de ikke vil kunne friste den polske angriber med et skifte til klubben, såfremt de ikke kan tilbyde ham en kontrakt, der er meget lukrativ.