FC Barcelona-præsident Joan Laporta udtalte for nylig, at man ville være åbne for at hente Lionel Messi tilbage. Det bliver dog næppe en realitet.

Tidligere på måneden udtalte FC Barcelona-præsident Joan Laporta, at man var åbne for at hente både Lionel Messi og Andres Iniesta tilbage til klubben.

LÆS OGSÅ: Har været på Barcas radar: Nu droppes han af Xavi

Det var en udtalelse, han kom med i kølvandet på, at man hentede Xavi Hernandez som træner og Dani Alves som spiller.

Det er dog efterfølgende blevet afsløret, at Lionel Messi ikke har nogen planer om at vende tilbage til Camp Nou i den nærmeste fremtid.

I sommer skrev den argentinske stjerne under på en toårig kontrakt med Paris Saint-Germain. Det skete efter, at Barcelona måtte afsløre, at de ikke havde råd til at tilbyde ham en ny kontrakt.

Derfor har Messi skrevet sig op til en periode i det franske, der løber frem til 2023. Og med den økonomiske situation i Barcelona, er det absolut ikke en mulighed at købe ham fri.

På trods af en sløv start, tager Messi sin PSG-karriere meget seriøst, og han ønsker at hjælpe klubben med at realisere deres store mål om at vinde Champions League.

Det gjorde argentineren klar efter den seneste landskampspause, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved hans engagement i PSG.

“Nu er det tid til at ændre på det, fordi jeg vil stadig hjælpe med at nå alle de mål, vi har sat i PSG, og jeg vil fokusere på det og arbejde hårdt for at få det til at ske,” sagde han ifølge AS.

Derudover var han også tydeligt begejstret over, at det endelig var lykkedes ham at få scoret et mål i Ligue 1.

“Jeg er meget glad for at have scoret mit første mål. Vi skabte mange chancer. Vi udviste ingen frygt, men resultatet ventede lidt på os. Jeg er glad for at være kommet i gang i Ligue 1,” sagde han efter 3-1-sejren over Nantes.

Desuden skriver Mundo Deportivo, at Lionel Messi absolut ikke har nogen planer om at vende tilbage til Barcelona på nuværende tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Griezmann taler ud om sin Barcelona-tid

Det kan dog ikke udelukkes, at han vil vende tilbage til den catalanske klub, når hans kontrakt med Paris Saint-Germain udløber i 2023.