Det står endnu ikke klart om argentinske Lionel Messi er i færd med at spille sin sidste sæson for FC Barcelona. Hvis man spørger den tidligere danske Barca-spiller, Michael Laudrup, er han dog ikke i tvivl om, at den argentinske stjerne ikke vil være Barca-spiller i næste sæson.

LÆS OGSÅ: Medie: Barcelona-stjernes skadesforløb bliver længere end forventet

I sommer lagde Lionel Messi ikke skjul på, at han havde et ønske om at forlade Barca. Han endte dog med at blive tvunget til at blive, hvorfor der siden sidste sommer har været et hav af spekulationer om, hvordan hans fremtid kommer til at se ud.

Derfor er det helt store spørgsmål også fortsat, om han har det samme ønske til sommer, hvor han – som bekendt – har mulighed for at skifte til en anden klub på en fri transfer, såfremt han skulle have et ønske om dette.

I sidste uge i TV3-studiet kom Michael Laudrup nærmere ind på, hvorfor han er af den opfattelse, at der ikke vil være nogen Lionel Messi i FC Barcelona, når denne sæson er overstået.

LÆS OGSÅ: Koeman afviser: Pointtab var ikke hans skyld

Her pegede han i høj grad på, at den spanske klub ikke vil have hverken holdet eller pengene til at skabe et konkurrencedygtigt sportsligt projekt til sommer, hvilket skal til, hvis man skal give Messi de store titler, som er hans ønske.