Der er ikke længere meget, der tyder på, at Antoine Griezmann er at finde i Barcelona efter denne sæson.

LÆS OGSÅ: Topagent presser på: Vil hente Braithwaite til denne klub

Den catalanske klub forsøger aktivt at sælge, udleje eller bytte ham væk. I den seneste uge har der været tale om et potentielt bytte med Saul fra Atletico Madrid.

Disse forhandlinger er dog blevet sat på pause, da Barcelona krævede en sum penge ved siden af Saul. Derudover har Barca også krævet, at Saul går ned i løn, hvilket han ikke har været interesseret i at gøre.

Nu er der dog forlydender om, at de vil forsøge sig med andre byttehandler, inden de fortsætter forhandlingerne med Atletico Madrid. Angiveligt vil de forsøge at bytte Griezmann for Dybala, hvorved de kan sende den løntunge franskmand ud af klubben.

Det er den franske avis L’Equipe, der bringer historien om det potentielle bytte. Avisen skriver, at der er dialog, men at det er i den indledende fase. De to klubber er dog kendt for at have et godt forhold til hinanden, og har tidligere handlet sammen.

Barcelona vil rigtig gerne sende Griezmann videre til en ny klub denne sommer. Det er dog ikke af sportslige årsager, at de vil af med ham. Derimod er det ene og alene som følge af, at han er en af de bedst betalte spillere i truppen, og at de skal spare.

Griezmann har allerede sluttet sig til Barca-truppen, efter sin ferie, hvilket han gjorde i tirsdags. I sidste sæson var han en af de mest anvendte spillere af Ronald Koeman, da han fik spilletid i 51 kampe, hvori han bidrog med 19 mål.

Dybala er i mellemtiden kommet ud på den anden side af sin knæskade, der resulterede i, at han gik glip af hele 18 kampe i sidste sæson.

LÆS OGSÅ: Atletico Madrid giver Barcelona ultimatum i Griezmann-byttehandel

Til trods for, at han i en stor del af sæsonen var ude med denne skade, nåede han alligevel at spille 20 kampe for Juventus. I de 20 kampe, hvor han var på banen for den italienske klub, bidrog han med fem mål.