Det har i lang tid set ud til, at Coutinho er en færdig mand i Barcelona. På det seneste har han været kædet sammen med et skifte til franske Marseille. Ifølge franske L’Équipe er det en handel, som den franske klub håber at gøre til en realitet med sponsorhjælp.

LÆS OGSÅ: Barca og Messi enige om forlængelse

Klubben har svært ved at finde pengene til at få handlen til at blive en realitet. Det skyldes især, at den brasilianske stjerne angiveligt tjener 12 millioner euro om året i Barcelona. Det har Marseille ikke råd til, og derfor vil de forsøge sig med en afregningsmodel.

I stedet for at tilbyde ham en tilsvarende løn, vil de forsøge at overtale ham til et skifte med en ansættelsesbonus. Ifølge den franske avis vil de tilbyde ham en bonus på 10 millioner euro ved kontraktindgåelse. Derudover vil de også tilbyde ham en årlig løn på 6 millioner euro.

Hvis de skal have dette til at ske, er de dog nødt til at få hjælp af en eller flere sponsorer. Som økonomien i klubben ser ud nu, er der nemlig ikke råd til at hente Coutinho.

Derudover har der heller ikke været meldinger om, hvorvidt spilleren selv er interesseret i et skifte til fransk fodbold. Det betyder selvfølgelig, at de også skal overbevise ham om dette. Flere medier melder, at han i højere grad drages af et skifte retur til engelsk fodbold.

Problemet for Coutinho er dog, at der ikke er nogen engelske klubber, der ser ud til at være interesserede i at hente ham til Premier League. Derimod virker Marseille som en seriøs bejler, der er ivrige efter at bringe ham til Frankrig.

LÆS OGSÅ: Barcelona-ledelsen er chokeret over Moribas agenter

Foruden Marseille har AC Milan også været nævnt som en potentiel destination for brasilianeren. Det bliver dog næppe i form af en permanent aftale, men derimod blot et lejeophold, såfremt interessen fra italienerne intensiveres.