La Liga-chef Javier Tebas har gjort det klart, at han mener, at det kan vise sig at blive svært for Barcelona at holde på Lionel Messi denne sommer. Hvis ikke den spanske klub bliver enig med Messi, kan han forlade klubben ganske gratis om få dage.

LÆS OGSÅ: Barcelona og Real Madrid i kamp om Bayern München-spiller

Den argentinske stjernes nuværende kontrakt med Camp Nou-klubben står nemlig til at udløbe i slutningen af denne måned, hvorefter han har mulighed for at skifte til en ny klub på en fri transfer.

På trods af, at de endnu ikke er nået til enighed med Messi om en kontraktforlængelse, har præsident Joan Laporta udtalt, at han er optimistisk omkring, at han bliver i klubben. Derfor tyder det på, at klubbens ledelse forventer, at de kan overbevise Messi om at blive i klubben i minimum et år mere.

Messi er dog ikke den eneste spiller, der har været en prioritet for den catalanske klub denne sommer. De har nemlig allerede budt velkommen til flere nye spillere, som også optager plads i lønbudgettet. Derfor er de nødt til at sælge eller udleje en række spillere i de kommende måneder, for at reducere deres lønomkostninger.

Tebas har afsløret, at det endnu ikke er en selvfølge, at Messi skriver under på en ny kontrakt med sin nuværende klub. I denne forbindelse peger han især på, at der er en række kriterier, som Barcelona har pligt til at leve op til.

“Barcelona har overskredet deres lønloft. Jeg håber, de kan beholde Messi, men for at gøre det, er de nødt til at foretage nedskæringer andetsteds,” lyder det fra Tebas ifølge spanske Mundo Deportivo.

Det vil sige, at de er nødt til at sælge en række spillere, eller på anden vis gøre plads i lønbudgettet, hvis en forlængelse med Messi skal blive en realitet.

LÆS OGSÅ: Fem klubber viser interesse i Martin Braithwaite

Det menes, at Messi i forvejen har accepteret en stor lønnedgang, hvorfor den argentinske stjerne sandsynligvis ikke kan presses yderligere. Kan de ikke sælge spillere fra, må de derfor forsøge at forhandle løn med en række andre spillere.