Den efterhånden lange transfersaga om Lionel Messi er endnu ikke slut. Han har nemlig afvist et tilbud fra Paris Saint-Germain.

I lang tid har der været stor tvivl om, hvad fremtiden ville byde på for Lionel Messi, da han til sommer står uden kontrakt.

For nylig lød det, at den argentinske stjerne var tæt på en ny kontrakt med franske PSG, men nu har piben tilsyneladende fået en anden lyd.

I hvert fald har hans far, Jorge Messi, i denne uge været til møde i den franske hovedstad, hvor et tilbud blev præsenteret. Det har Messi-lejren dog valgt at afvise.

Dette har nu åbnet op for nye spekulationer om, at han er på vej væk fra den franske klub, som han blev hentet til fra FC Barcelona tilbage i 2021.

Og netop Barcelona af spanske Marca nævnt som en potentiel destination. Sandsynligheden for det er ikke stor, men det kan endnu ikke udelukkes, lyder det.

Hvad der virker mere sandsynligt er, at han beslutter sig for at tage imod et tilbud fra Inter Miami i MLS, som længe har haft et rigtig godt øje til ham.