Der har været rigtig mange spekulationer om, hvorvidt Samuel Umtiti vil være at finde i Barcelona i den kommende sæson. Der har nemlig været forlydender om, at Barcelona ikke ønsker at bruge franskmanden i truppen.

LÆS OGSÅ: Iniesta peger på den bedste spiller til Barca mellem Mbappé og Haaland

Hidtil har franskmanden modsat sig et skifte væk fra den catalanske klub. Nu har han dog angiveligt ændret mening, og har accepteret at lade sig udleje i den kommende sæson.

I de seneste uger har Barcelona arbejdet på at sælge Umtiti, men det er svært at finde en køber, da hans skadeshistorik ikke just er imponerende.

Ikke nok med det, så har den 27-årige forsvarer også en høj løn. Lønnen er svær for mange klubber at matche, men når han gennem flere sæsoner ikke har præsteret, bliver det naturligvis ikke lettere at finde en klub, der ønsker at betale en sådan løn.

Til trods for, at Umtiti har hyret en personlig træner, der skal hjælpe ham med at komme tilbage i form, så har Barcelona gjort det meget klart, at han ikke vil få spilletid.

Nu erfarer den catalanske tv-station TV3, at Umtiti har ændret holdning til sin fremtid. Han har nemlig accepteret at lade sig udleje. Derfor vil klubbens fokus fremadrettet være at finde en klub, der er villig til at leje ham, fremfor at købe ham.

Tilsyneladende skulle de have et ønske om at sende Umtiti tilbage til fransk fodbold, da det rygtes, at Marseille er interesseret i at hente ham. Den franske klub er i forvejen tæt på at hente Konrad, og vil potentielt også indgå en aftale om Umtiti.

LÆS OGSÅ: Barca-veteran tilbudt kontraktforlængelse

Barcelona har tidligere handlet med Marseille, hvorfor forbindelsen mellem de to klubber er god. Det skulle angiveligt være en del af årsagen til, at man arbejder på at sende Umtiti til den franske klub.