Det har været rygtet, at Xavi har holdt møde med Haaland i Tyskland. Den spanske træner er dog ikke meget for at tale om det.

Rygterne om, at Xavi og Jordi Cruyff besøgte Erling Haaland i München for at tale om et potentielt sommerskifte har været bragt i alverdens medier.

Derfor blev Barcelona-træneren naturligvis udspurgt om disse rygter på pressemødet forud for søndagens kamp i La Liga mod Elche. Det var dog ikke meget Xavi havde at sige om rygterne.

“Jeg vil ikke gå i detaljer. Vi arbejder på nutiden såvel som fremtiden for denne klub. Når tingene kan blive annonceret, vil vi annoncere det, som i dag med Pablo Torre, som er en fremragende signing,” sagde Xavi.

“Det er ikke tidspunktet til at tale om signings eller fremtiden, men om nutiden, og at vi er nummer fire i ligaen, og at vi skal fortsætte. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi arbejder for klubbens fremtid.”

Derfor blev det altså hverken be- eller afkræftet af den spanske træner, at der har været et møde mellem Erling Haaland og Xavi samt Cruyff.

Det menes dog, at den norske stjerne skulle være den klare topprioritet for Barcelona i sommerens transfervindue. De er dog ikke ene om at have et godt øje til Haaland, der også er på radaren i Manchester City og Real Madrid.