Barcelona-træner Ronald Koeman har anmodet klubben om at hente forstærkninger denne sommer. På et møde med klubbens ledelse bad han dem om at hente en ny midtbanespiller og en angriber, skriver catalanske Sport.

LÆS OGSÅ: Barcelona skylder Lionel Messi kæmpebeløb

Det bliver dog ikke en realitet, da klubben har gjort det meget klart, at der ikke vil blive hentet flere spillere denne sommer. Ifølge Sport skal Koeman derfor ikke forvente at få de forstærkninger, han ønsker at få.

Den primære årsag til, at Ronald Koeman ønsker en ny angriber er, at Lionel Messi har forladt klubben. Det skyldes dog i lige så høj grad, at Sergio Agüero er ude med en skade de næste 10 uger – og endnu ikke er registreret som spiller i klubben.

Til trods for dette, er Koeman blevet informeret om, at der kun vil blive hentet en ny angriber, såfremt Martin Braithwaite skulle blive solgt til en god pris.

Angiveligt skulle den danske angriber have flere tilbud på bordet, men han har endnu ikke accepteret nogen af dem. Derfor er det endnu uklart, hvorfor Braithwaite beslutter sig for at forlade Camp Nou denne sommer eller ej.

Barcelonas økonomiske situation har medført, at der ikke er råd til at hente nye spillere til klubben denne sommer. Derfor virker det bestemt heller ikke sandsynligt, at Ronald Koeman rent faktisk får de forstærkninger, han ønsker at få.

Såfremt den økonomiske situation bliver bedre, og klubben formår at sælge en eller flere spillere, kan de potentielt foretage indkøb i det næste transfervindue i januar.

LÆS OGSÅ: Efter Messi-exit: Nu stiller Ronald Koeman nyt krav til Barcelona

Der bliver så småt åbnet op for Camp Nou igen, når den kommende La Liga-sæson starter, hvorfor der naturligvis vil komme indtægt herfra. Spørgsmålet er dog, om det er nok til at få råd til at foretage indkøb til vinter.